Spring til indhold

Udkast – skal gennemgås af juridisk rådgiver. Teksten er ikke endelig og må ikke betragtes som gældende vilkår.

Juridisk

Vilkår for brug af Værn

Senest opdateret 2. november 2026

Vi har forsøgt at skrive vilkårene så klart som muligt. Er der noget, du er i tvivl om, så skriv til os.

01Aftalen og parterne

Disse vilkår gælder mellem WeCode A/S, CVR-nr. 37 49 65 10, Thorsgade 59, 2. sal, 2200 København N (»WeCode«, »vi«), som leverer tjenesten Værn, og den virksomhed, der opretter en organisation i tjenesten (»kunden«, »I«).

Værn sælges kun til erhvervsdrivende. Den, der accepterer vilkårene, bekræfter at have fuldmagt til at binde kunden. Ved uoverensstemmelse går en skriftlig individuel aftale forud for disse vilkår.

02Tjenesten

Værn er en VPN-tjeneste bygget på WireGuard. Tjenesten omfatter en webportal til administration af brugere, enheder og politikker samt adgang til de WireGuard-noder, vi drifter. Klientsoftwaren er den officielle WireGuard-app, som leveres af tredjepart og ikke er en del af vores ydelse.

03Konti, administratorer og brugere

  • I udpeger selv administratorer og er ansvarlige for, hvem der får adgang til jeres organisation.
  • I sørger for, at brugerne holder adgangskoder, gendannelseskoder og konfigurationsfiler fortrolige, og at mistede enheder spærres i portalen hurtigst muligt.
  • Vi anbefaler, at I kræver tofaktorgodkendelse for hele organisationen.
  • Brugere skal være tilknyttet kunden, fx som ansatte eller konsulenter.

04Prøveperiode

Nye organisationer får en gratis prøveperiode på 14 dage med funktionerne i Business. Prøveperioden kræver ikke betalingskort og overgår ikke automatisk til et betalt abonnement. Fortsætter I ikke efter prøveperioden, lukkes adgangen, og jeres data slettes senest 30 dage efter.

05Priser og betaling

  • Priserne fremgår af prissiden og er i danske kroner ekskl. moms pr. aktiv bruger pr. måned.
  • Ved årlig betaling gives 15 % rabat i forhold til månedlig betaling. Årlige abonnementer betales forud.
  • Tilføjes brugere i en betalingsperiode, afregnes de forholdsmæssigt.
  • Betalingsfristen er 14 dage netto. Ved forsinket betaling kan vi opkræve renter efter renteloven.
  • Er betaling mere end 30 dage forsinket, kan vi efter skriftligt varsel begrænse adgangen til portalen, indtil betalingen er modtaget.
  • Prisændringer varsles mindst 60 dage før, de træder i kraft.

06Acceptabel brug

Tjenesten må ikke bruges til at:

  • begå eller medvirke til ulovlige handlinger
  • angribe, scanne eller overbelaste andres systemer
  • sende spam eller udbrede skadelig software
  • krænke andres ophavsret eller andre rettigheder
  • videresælge eller stille tjenesten til rådighed for tredjepart uden skriftlig aftale.

Vi logger ikke trafik, men vi kan spærre en node eller en enhed, hvis vi får konkrete oplysninger om misbrug, der skader tjenesten eller andre. Vi kontakter jer, før vi gør det, medmindre situationen kræver øjeblikkelig handling.

07Drift, tilgængelighed og ændringer

Vi tilstræber, at tjenesten er stabil og tilgængelig, men vi garanterer ikke uafbrudt drift, medmindre andet er aftalt skriftligt. Planlagt vedligeholdelse varsles i portalen eller på e-mail, når det er muligt.

Vi udvikler løbende tjenesten og kan tilføje, ændre eller udfase funktioner. Væsentlige forringelser varsles mindst 30 dage før.

08Databeskyttelse

Når vi behandler personoplysninger om jeres brugere, er vi databehandler, og I er dataansvarlige. Behandlingen sker efter vores databehandleraftale, som er en del af aftalen. Læs mere i privatlivspolitikken.

09Fortrolighed

Begge parter behandler fortroligt alle oplysninger om den anden parts forretning, som de får kendskab til gennem aftalen. Pligten gælder også efter aftalens ophør.

10Immaterielle rettigheder

Alle rettigheder til tjenesten, portalen og dokumentationen tilhører WeCode A/S. Værn er et varemærke tilhørende WeCode A/S. I får en ikke-eksklusiv ret til at bruge tjenesten, så længe aftalen løber.

I bevarer alle rettigheder til jeres egne data. WireGuard er et registreret varemærke tilhørende Jason A. Donenfeld.

11Ansvarsbegrænsning

  • Vi er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler med de begrænsninger, der følger nedenfor.
  • Vi er ikke ansvarlige for indirekte tab, herunder driftstab, tabt fortjeneste og tab af data.
  • Vores samlede ansvar er begrænset til det beløb, I har betalt for tjenesten i de 12 måneder før den begivenhed, der udløste kravet.
  • Begrænsningerne gælder ikke ved forsæt eller grov uagtsomhed.

12Opsigelse og ophør

  • Månedlige abonnementer kan opsiges til udgangen af en kalendermåned.
  • Årlige abonnementer kan opsiges med 30 dages varsel til udløbet af den igangværende periode.
  • Begge parter kan ophæve aftalen ved væsentlig misligholdelse, som ikke er afhjulpet 14 dage efter påkrav.
  • Ved ophør kan I eksportere jeres audit-log fra portalen. Data slettes senest 30 dage efter ophør, bortset fra oplysninger vi skal opbevare efter lovgivningen.

13Ændringer af vilkårene

Vi kan ændre vilkårene med mindst 30 dages varsel på e-mail til organisationens ejere. Ændringer til jeres fordel kan ske uden varsel. Fortsætter I med at bruge tjenesten efter ikrafttræden, gælder de nye vilkår.

14Lovvalg og værneting

Aftalen er underlagt dansk ret. Tvister, der ikke kan løses i mindelighed, afgøres ved Københavns Byret som første instans.